Rituel afvasking – wuḍūʼ

[NB: Denne besvarelse er ifølge ḥanafī-retsskolen. Kommentarer indledt med s: er oversætterens]

Det obligatoriske (farāiḍ) i wuḍūʼ:

Der er fire farāiḍ i en mindre rituel afvaskning (wuḍūʼ).

1. At vaske ansigtet én gang.

2. At vaske de to arme inklusive albuerne én gang.

3. At gøre masaḥ over en fjerdedel af hovedet, dvs. at stryge en våd hånd blødt hen over det.

4. At vaske fødderne inklusive ankel-knoglerne én gang.

Det som er sunnah i wuḍūʼ:

Der er 18 sunnaher i en mindre rituel afvaskning.

1. At fremsige “Bismillāh” før afvaskningen påbegyndes.

2. At vaske hænderne inklusive håndledene tre gange.

3. At skylle munden tre gange, idet man tager nyt vand hver gang. Dette kaldes madmadah.

4. At vaske begge næsebor tre gange, idet man tager nyt vand hver gang. Dette kaldes istinshāq.

5. At gøre de ikke-synlige områder af huden, som findes under øjenbrynene, skægget og overskægget, våde. Det er farḍ (obligatorisk) at vaske deres ydre overflader. Hvis håret er tyndt og huden kan ses igennem, vil det være farḍ at vaske huden.

6. At gøre området under de to øjenbryn våde, under vaskningen af ansigtet.

7. At gøre masaḥ over den hængende del af skægget.

8. At kæmme (takhlīl) den hængende del af skægget med højre hånds våde fingre.

9. At gnubbe og rense tænderne med noget (s: fx en miswāk).

10. At gøre masaḥ (stryge) over begge ører én gang.

11. At gøre masaḥ over nakken med tre fingre (s: langfinger,ringfinger og lillefinger) fra hver hånd én gang.

12. At vaske (takhlīl) mellem fingrene og tæerne. Den venstre hånds lillefinger stikkes ind mellem tæerne fra neden én efter én, begyndende med den højre fods lilletå og efter den højre fod er vasket færdig, startes der med den venstre fods storetå.

13. At gøre masaḥ over hele hovedet (s: der hvor hovedhår normalt vokser) én gang.

14. At vaske hver af de kropsdele, som skal vaskes, tre gange. Hver del skal vættes ved hver vaskning. Det er sunnah ikke at hælde vand tre gange, men at vaske det fuldstændigt tre gange. Det er makrūh (forhadt) at vaske mere end tre gange.

15. At have til hensigt (niyyah) gennem hjertet at opnå belønning (s: fra Allāh), når wuḍūen påbegyndes.

16. Tartīb (rækkefølge). Med andre ord at vaske hænderne, munden, næseborene, ansigtet, armene, så gøre masaḥ over hovedet og ikke at ændre på denne rækkefølge.

17. Dalk – at gnubbe kropsdelene under afvaskningen.

18. Muwālāt – at vaske kropsdelene én efter én hurtigt (uden pause imellem dem).

Mustaḥabbāt (foretrukne og elskede handlinger) i wuḍūʼ:

Der er 28 mustaḥabbāt i en mindre rituel afvaskning (wuḍūʼ).

I denne kontekst betyder adab noget som er årsag til velsignelser, når det gøres, men som ikke ikke gør en person syndig, hvis denne undlader at udføre det.

1. At udføre en afvaskning før det er tid til ṣalāh (bøn).

2. Hvis kønsdelene ikke er blevet tilsmudset med najāsah (noget urent); så er det en adab at vaske dem med vand. Hvis najāsahen (urenheden) er mindre end en dirham (som svarer til en mithqāl: 4,8 gram) er det sunnah at vaske. Hvis man er tilsmudset med en dirham af det, er det wājib (nødvendigt) og hvis det er mere end en dirham, så er det farḍ (obligatorisk) at vaske det af.

3. At tørre sig selv med et stykke klæde (s: fx et håndklæde) efter afvaskningen. Hvis der ikke er noget klæde, så med hånden.

4. At tildække sig selv igen, straks efter at afvaskningen er fuldført.

5. Ikke at spørge nogen om hjælp, men selv at udføre afvaskningen. Hvis nogen øser vand op for en anden, uden at være blevet spurgt om det, så vil det være tilladt.

6. At vende sig med qiblahen (bederetningen), mens man udfører afvaskningen.

7. Ikke at tale, mens man udfører afvaskningen.

8. At fremsige Kalimat al-shahādah (trosbekendelsen), mens hver kropsdel vaskes.

9. At fremsige de foreskrevne bønner (duʻāʼ) for afvaskning.

10. At tage vand til munden med den højre hånd.

11. At tage vand til næsen med den højre hånd og rense næsen med den venstre hånd.

12. At gurgle vandet rundt i munden, hvis man ikke er fastende.

13. At snuse vandet op næsten op til næsebenet, hvis man ikke er fastende.

14. Når man gør masaḥ på ørene, at indsætte hver lillefinger i hver sin ørekanal.

15. At bruge venstre hånds lillefinger, når man vasker mellem tæerne og stikker fingeren ind fra neden.

16. At flytte på en ring, når hænderne vaskes. Det er nødvendigt og farḍ at flytte på en stram ring.

17. Ikke at ødsle med vandet, selv hvis der er rigeligt af det.

18. Ikke at bruge så lidt vand at det nærmest virker som at smøre med olie. Under de tre gentagne afvaskninger, skal mindst to dråber vand dryppe fra det vaskede sted.

19. At man, hvis man har brugt en vandbeholder til afvaskning (s: en skål, spand eller andet), sørger for at fylde den op med vand igen, sådan at andre kan bruge den.

20. At fremsige bønnen (duʻāʼen) “Allāhummaj-‘alnī minat-taw-wābīna waj-‘alnī minal-muta-ṭah-hirīn” under eller efter afvaskningen.

21. At udføre en afvaskning, selvom man allerede har en (gyldig) afvaskning. Med andre ord, efter at have udført sin ṣalāh, at forny sin afvaskning til den næste ṣalāh.

22. At rense øjenkrogene og fjerne den indtørede slim fra øjenlågene, når man vasker ansigtet.

23. Når man vasker ansigtet, armene og fødderne, at vaske en smule mere end det obligatoriske mængde og område. Når man vasker armene, fylder man håndfladen med vand og hælder det mod albuen.

24. Når man udfører en afvaskning, ikke at lade vandet plaske tilbage på kroppen, tøjet osv.

25. At vaske ansigtet med begge hænder.

26. At anbringe vandbeholderen på højre side, mens man udfører en afvaskning.

27. At begynde med tæerne, når en fod vaskes.

28. At udføre to rakʻāt (bønne-enheder) ṣalāh efter en afvaskning, som kaldes “taḥiyyat al-wuḍū”.

Det som er forbudt i wuḍūʼ:

Der er ti forbud under udførelsen af en afvaskning.

1. Når man har afføring eller urinerer, på toilettet eller udendørs, så bør man ikke vende sin forside eller bagside mod qiblahen (bederetningen). Det er makrūh (forhadt) at strække sine fødder imod qiblahen eller Koranen. Hvis Koranen er højre oppe end en selv, vil det ikke være makrūh.

2. Det er ḥarām (forbudt) at blotte sine kønsdele nær andre, for at udføre ṭahārah (renselse).

3. Man bør ikke rense sig med den højre hånd.

4. Når der ikke er noget vand, så er det makrūh at udføre ṭahārah (at rense sig) med fødevarer, gødning, knogler, dyremad, kul, andres ejendom, rør (en plante) og blade. I stedet bør man udføre tayammum (tør afvaskning).

5. Man må ikke spytte eller harke slim i den vandbeholder man bruger til afvaskning.

6. Man skal ikke vaske sine kropsdele meget mere eller mindre end den foreskrevne mængde og ej heller vaske dem mere eller mindre end tre gange.

7. Mens man vasker ansigtet, må man ikke plaske vandet på sit ansigt, men derimod skal man hælde det fra den øvre pande og nedefter.

8. Man skal ikke puste på eller over vandets overflade.

9. Man skal ikke lukke sin mund og sine øjne tæt sammen. Hvis selv en meget lille del af de ydre dele af læberne eller øjenlågene forbliver tørre, så vil ens afvaskning ikke være acceptabel.

10. Man skal ikke gøre masaḥ over sit hoved, ører eller nakke, mere end én gang efter at have gjort hænderne våde hver gang. Men det kan gentages, hvor man igen gør hænderne våde.

Kilde: Sammenfattet ud fra forskellige lærdes artikler og fiqh-bøger.

[Dansk oversættelse © islamidanmark.dk / Said Bak 2008]