Hvorfor bør man følge en retsskole (madhhab)?

Af Said Bak

Som muslim bliver man ofte konfronteret med tre forskellige (og indbyrdes modstridende) holdninger til det at følge en madhhab (islamisk retsskole):

  1. At det er nødvendigt, eller obligatorisk, at følge en af de fire sunni-retsskoler.
  2. At det er i orden at følge en retsskole, men kun så længe skolens holdning i et givent emne ikke modstrider det stærkeste bevis.
  3. At det er en bidʻah (forbudt nyskabelse/innovation) at følge en madhhab (retsskole) og derfor ḥarām (forbudt).

Misforståelsen om at taqlīd er en bidʻah

Med hensyn til holdningen om at det at følge en madhhab er en bidʻah (“nyskabelse”), så bunder det i en misforståelse, som er udbredt i visse kredse. Denne misforståelse udspringer fra en god intention, nemlig intentionen om at “rense islam” fra bidʻah og vende tilbage til den rene og oprindelige islam-forståelse. Intentionen er nobel i sig selv, men den kan udmønte sig i fejlagtige forståelser, vedrørende fx det at følge en madhhab, hvis forståelsen af hvad en forbudt bid’ah er, ikke er på plads.

Kort beskrevet er en forbudt bidʻah en handling, hvis gyldighed ikke anerkendes af den Hellige Lov (sharīʻah), som udføres i den tro at man vil få belønning for den. Der er masser af eksempler på bid’ah i islam, som ikke falder i denne kategori. For eksempel eksisterede størstedelen af den islamiske terminologi, som i dag bruges, når man taler om de forskellige islamiske videnskaber og deres grene, slet ikke på Profetens ﷺ eller Ṣaḥābahs (må Allāh være tilfreds med dem) tid. Ord og begreber som “ʻaqīdah”, “uṣūl al-fiqh” er noget som senere tiders lærde tog i brug, for at klassificere emner og gøre det lettere for de lærde inden for de forskellige videnskaber.

Som muslim er man forpligtet til at følge den Hellige Lov (sharīʻah), som blev åbenbaret til Profeten Muḥammad ﷺ. Som almindelig muslim kan man ikke selv gå til lovgivningskilderne og på må og få selv “udlede” regler og love, da det kræver at man har ekspertviden og -forståelsen inden for områder som det arabiske sprog, Koranen og dens videnskaber, ḥadīth-videnskaben og ḥadīth-samlingerne osv. En retslærd, med denne ekspertviden og evne til at udlede love og regler, fra de islamiske lovgivningskilder, kaldes en mujtahid. Altså er man som muslim forpligtet til enten at være en mujtahid selv, eller følge en mujtahids ijtihād (udledelse af love og regler), for at følge sharīʻah, da der efter Profetens død ﷺ ikke længere er nogen direkte åbenbaring af regler og love. Denne form for “følgen” af en gyldig og kyndig retslærd (mujtahid) kaldes “taqlīd” og en der gør taqlīd kaldes en “muqallid”.

Efter Profetens død ﷺ var der blandt hans Ledsagere (Ṣaḥābah – må Allāh være tilfreds med dem) en forholdsmæssig lille gruppe af personer, som de andre gik til for at få svar, vedrørende love og regler. Disse specielle personer blandt Ṣaḥābah var mujtahidūn (pl. af mujtahid). Med det i mente, er det umuligt at argumentere for, at det er en forbudt nyskabelse at gøre taqlīd til en mujtahid. Tværtimod er det obligatorisk at gøre taqlīd til en mujtahid, hvis man ikke selv har evnerne til ijtihād, som beskrevet ovenfor.

De fire retsskoler (madhāhib)

De store retslærde blandt Ṣaḥābah (må Allāh være tilfreds med dem) havde elever blandt den efterfølgende generation (Tābiʻūn) og disse havde elever blandt den næste generation (Atbā’ al-Tābiʻīn) og så fremdeles. I disse efterfølgende generationer finder vi Imām Abū Ḥanīfah, Imām Mālik, Imam al-Shāfiʻī og Imām Aḥmad ibn Ḥanbal (må Allāhs barmhjertighed være med dem). Disse fire, også kaldet mujtahid-imāmerne, lagde navn til de retsskoler (madhāhib), som dannedes på basis af deres og deres elevers og efterfølgende retslærdes ijtihād. Så følger man Imām Abū Ḥanīfahs retsskole følger man ikke blot hans ijtihād, men også den ijtihād, som hans elever Imām Abū Yūsuf og Imām Muḥammad al-Shaybānī og senere retslærde har udledt. Udover at disse mange lærde har været været kyndige, så har de alle en silsilah (kæde) fra lærd til lærd hele vejen tilbage til Saḥābah og fra dem til Profeten ﷺ. Det samme gør sig gældende for de andre retsskoler. Målet er i sig selv ikke at følge en madhhab, men at følge sharīʻah. Det, at man følger en madhhab (og dermed gyldig ijtihād), er midlet, hvormed man sikrer sig, at det man følger er fra sharīʻah og ikke ens lyster eller fejlagtige fortolkninger.

I de første århundreder i den islamiske tidsregning, var der mange retsskoler – flere end de fire vi har i dag – men én efter én uddøde de andre retsskoler, så der i dag er de fire sunni-madhāhib tilbage, nemlig:

  • Ḥanafī madhhab
  • Mālikī madhhab
  • Shāfiʻī madhhab
  • Ḥanbalī madhhab

Når lærde derfor siger at man skal følge én af disse, er det ikke fordi de påstår, at der kun har været fire mujtahidūn gennem historien, eller fordi der rent principielt ikke kunne være andre retsskoler, men simpelthen fordi det er disse retsskoler, som overlevede og som gennem århundrederne blev forstærket og fik frasorteret svage holdninger[2] og fordi det ville være omsonst at forsøge at “genopfinde den dybe tallerken”. Samtlige kendte lærde, siden de resterende retsskoler uddøde, var tilknyttet retsskoler og ikke før moderne tid, har der været stillet spørgsmålstegn ved, at man som ikke-lærd skulle følge en madhhab.

“Hvis det modstrider det stærkeste bevis”

En anden udbredt misforståelse er at mujtahid-imāmerne skulle have kommet med udsagn, som advarede mod taqlīd. Eksempler på sådanne udsagn er disse citater fra Imām al-Shāfiʻī (må Allāh være ham nådig):

“Hvis jeg siger noget, så sammenlign det med Allāhs Bog og Hans Sendebuds Sunnah og hvis det stemmer overens med dem, så accepter det og (hvad angår) det som modstrider dem, afvis det og smid min udtalelse mod muren.”

“Når en ḥadīths autenticitet er etableret, er den min madhhab.”

Imām al-Nawawī (må Allāh være ham nådig) forklarede vedrørende dette:

“Det Imām al-Shāfiʻī sagde, betyder ikke, at enhver som ser en ṣaḥīḥ ḥadīth kan sige: “Dette er al-Shāfiʻīs madhhab”, og udelukkende implementere udsagnets ydre eller tilsyneladende mening. Det han sagde, gælder absolut kun for en person, som har ijtihād-rang indenfor madhhaben. Det er en betingelse for en sådan person, at han urokkeligt er overbevist, om at Imām al-Shāfiʻī enten ikke var bekendt med denne ḥadīth eller, at han ikke var bekendt med dens autenticitet. Og dette er kun muligt, efter at have foretaget en videnskabelig undersøgelse af alle al-Shāfi’īs værker og andre lignende bøger af al-Shāfiʻīs elever; de der studerede hos ham og andre ligesom dem. Dette er sandelig en vanskelig betingelse at opfylde. Få er de, som lever op til denne standard i vore tider.”[1]

Og det var i Imām al-Nawawīs tid, så hvad med i vores tid?!

Det er derfor klart for os nu, at for at kunne måle og veje på beviser vurdere styrken af beviserne og om de i givet fald er “stærkere” end fx Imām al-Shāfiʻīs beviser, må man selv være en “en person, som har ijtihād-rang indenfor madhhaben” som Imām al-Nawawī formulerede det. Med andre ord er det fuldt ud legalt og i orden, at en muqallid følger sin madhhab, uden at måle og veje på dens beviser.

Konklusion

Det er obligatorisk for muslimen, som ikke selv er mujtahid, at følge en mujtahids ijtihād, for derved at følge sharīʻah. Måden som muslimerne har gjort dette på gennem århundrederne, har været ved at følge retsskoler (madhāhib). At nogle modernistiske bevægelser propaganderer imod taqlīd og retsskoler, ændrer ikke på dette. Det er med andre ord ikke blot legalt, men en nødvendighed, at man som almindelig muslim følger en madhhab.

Fodnoter:

[1] Al-Nawawī, al-Majmūʻ Sharḥ al-Muhadhdhab. Oversættelsen af al-Nawawīs kommentar stammer fra artiklen “Udsagnet: “Hvis en ḥadīth er autentisk er den min madhhab”, oversat af Noura Akhiat.

[2] Hvilket også er et godt argument, for at en madhhab er at følge det, som masser af kvalificerede lærde er enige om er “det stærkeste bevis”.

[© islamidanmark.dk / Said Bak 2008]