Hvordan man udfører bønnen

[NB: Denne besvarelse er ifølge ḥanafī-retsskolen. Kommentarer indledt med s: er oversætterens]
Af Nabeel Qadri

Udførelsen af bønnen:

For at bønnen skal være gyldig, er der visse betingelser, som skal være opfyldt. Før man begynder, skal man:

1. Være i en tilstand af rituel renhed (ṭaḥārah), enten gennem rituel badning (ghusl) eller rituel afvaskning (wuḍū’).

2. Sikre sig at ens krop, tøj og stedet, hvor man beder, er rent.

3. Dække sin nøgenhed (s: med tøj, som opfylder kravene for islamisk påklædning).

4. Stå med ansigtet mod qiblah (s: bederetningen, mod Ka’bahen i Makkah).

5. Sikre sig at tiden for den pågældende bøn er indtrådt.

En komplet beskrivelse af bønnen:

1. Stå, med fødderne let fra hinanden, [1] og fremsig indlednings-anråbelsen (taḥrīmah).[2] Dette er obligatorisk (farḍ). Det er nødvendigt (wājib) at sige “Allāhu akbar”. [3]

Denne anråbelse (Allāhu akbar) gentages, uden at løfte hænderne, ved en hver bevægelse i bønnen, undtagen når man rejser sig fra foroverbøjet stilling (rukū’). Den som leder andre i bøn, siger det højt. Det er anbefalet, at holde sit blik nedadvendt gennem hele bønnen, for at undgå forstyrrelse. Når man er i stående stilling, vil dette sige at man kigger på det punkt, hvor man har panden mod jorden under sajdah-knælingen (knælende stilling med panden mod jorden).

2. Løft hænderne (indtil de er ud for ørene for mænd og ud for skuldrene for kvinder) lige før indlednings-anråbelsen fremsiges, imens hovedet holdes opret og sænk hænderne, idet indlednings-bønnen fremsiges. Det er anbefalet at have sin hånd åben på normal vis, med håndfladerne vendt mod qiblah.

3. Placer højre hånd over venstre hånd (under navlen for mænd og på brystet for kvinder)

4. I den første rak’ah (og kun i den) reciteres indlednings-bønnen (thana’):

“Subḥānaka-Llāhumma wa bi-ḥamdika wa tabāraka-smuka wa ta’āla djadduka wa lā ilāha ghayruk”

5. Søg tilflugt (hos Allāh) (ta’awwudh) fra Shayṭān [Satan/Djævelen] ved at sige stille:

“A’ūdhu bi-Llāhi min ash-shayṭāni-r-radjīm”

i den den første rak’ah (og kun den), hvis Koranen læses i bønnen. Den som leder andre (i bøn) og den som beder alene gør sådan – eftersom de skal læse Koran i bønnen. Når der bedes i forsamling (jamā’ah) bag en imām, så reciteres det ikke, da man ikke recitere Koran bag imāmen, med mindre man har mistet en eller flere rak’āt. I så fald reciterer man det når man har rejst sig op for at fuldføre de rak’āt man har mistet.

6. Reciter mindst et Koran-vers, når der bedes som imām eller alene. Dette er obligatorisk (farḍ). Når man beder bag en imām, reciterer man intet fra Koranen, ikke engang al-Fātiḥah, i hverken de højlydte eller tavse bønner. [4]

Det er nødvendigt (wājib), for den som reciterer, at recitere al-Fātiḥah (første sūrah i Koranen), i de to første rak’āt af obligatoriske (farḍ) bønner og i alle rak’āt af andre bønner; [5] reciter mindst det der svarer til tre korte Koran-vers, i de to første rak’āt af obligatoriske (farḍ) bønner og i alle rak’āt af andre bønner. Og (det er wājib) at denne recitation (af al-Fātiḥah og Koran-versene) gøres i de to rak’āt af obligatoriske (farḍ) bønner.

Al-Fātiḥah i transskription:

“Al-ḥamdu li-Llāhi Rab-bil-’ālamin
Ar-Raḥmānir-Raḥīm
Māliki yawmid-Dīn
Iy-yāka na’budu wa iy-yāka nasta’īn
Ihdinaṣ-Ṣirātal-Mustaqīm
Ṣirātal ladhīna an’amta ‘alayhim
Ghayril maghḍūbi ‘alayhim walad-ḍāl-līn.”

En kort sūrah som kan læses efter al-Fātiḥah:

“Qul huw Allāhu Aḥad
Allāhu-ṣ-Ṣamad
Lam yālid wa lam yūlad
wa lam yakul-lahu
kufuwan Aḥad.”

7. Når man leder andre i bøn, reciteres der stille i Ẓuhr- og ‘Asr-bønnerne og i de sidste to rak’āt af ‘Ishā’-bønnen og den sidste rak’ah af Maghrib-bønnen og højlydt i de to første rak’āt. [s: Begge rak’āt af Fajr-bønnen reciteres højlydt].

8. Recitér basmalah:
“Bismi-lLāhi-r-Raḥmāni-r-Raḥīm”

stille før al-Fātiḥah (og før den efterfølgende sūrah) og sig stille efter al-Fātiḥah:

“āmīn”

9. Buk (i foroverbøjet stilling – rukū’). Dette er obligatorisk (farḍ). Minimum er at man i bukningen har udstrakt hænderne, så de når knæene. Det er nødvendigt (wājib) at man i denne stilling er fri for bevægelse i mindst et øjeblik. Det er sunnah for kvinder at de bukker sig til de lige akkurat kan nå deres knæ og at de ikke udspreder fingrene. Det er sunnah for mænd at de griber knæene med fingrene spredt ud og pegende nedad, idet de holder ryggen vandret og hovedet på niveau med den nedre ryg. Det er anbefalet at holde blikket rettet mod oversiden af ens fødder.

10. Reciter anråbelsen for rukū’ tre gange – det er at sige:

“Subḥāna Rabbiya-l-’Aẓīm”

11. Rejs dig op i opretstående stilling (qiyām) igen. Dette er nødvendigt (wājib) og det er det også at man i denne stilling er fri for bevægelse i mindst et øjeblik. Det er sunnah at sige:

“Sami’a-Llāhu liman ḥamidah”

idet man begynder at rejse sig fra bukningen, hvis man leder andre eller beder alene. De, som beder bag en imām, siger det ikke. Dette efterfølges af:

“Rabbanā laka-l-ḥamd”

som siges stille af den som følger en imām eller beder alene – imāmen kan også vælge at sige det stille.

12. Udfør sajdah [s: knælende stilling med panden mod jorden]. Dette er obligatorisk (farḍ). Det er nødvendigt (wājib) at sikre sig at det meste af ens pande er mod jorden og også næsen, begge hænder, knæ, og mindst en af tæerne på hver fod. Det er også nødvendigt (wājib) at man i denne stilling er fri for bevægelse i mindst et øjeblik. Det er sunnah at placere sine knæ på jorden først, så hænderne og så ansigtet og næsen. Det er anbefalet for mænd, at de har deres hænder ud for hovedet under sajdah og for kvinderne at have dem ud for skuldrene. Det er sunnah for mænd at adskille deres maveregion fra deres lår, albuerne fra deres sider og underarmene fra jorden. Kvinderne gør det modsatte, ved at holde deres maveregion tæt mod lårene, albuerne tæt ved deres sider og underarmene mod jorden, idet de holder sig så lavt som muligt (uden at de skal blive ubehageligt). Det er anbefalet at holde blikket mod næsetippen.

13. Reciter så anråbelsen for sajdah tre gange, det er at sige:

“Subḥāna Rabbiya-l-A’lā”

Dette er en sunnah mu’akkadah (s: en sunnah som tillægges endnu mere vægt en normal sunnah).

14. Efter sajdah, sætter man sig op. Det er som minimum obligatorisk (farḍ) at løfte hovedet fra jorden og nødvendigt (wājib) at sætte sig op, sådan at man er tættere på siddende position end sajdah (med hovedet mod jorden), mens man i denne stilling er fri for bevægelse i mindst et øjeblik. sunnahen er for mænd, at de sidder på deres venstre fod, med den højre fod stående oprejst på tæerne, som peger mod bederetningen. Kvinder sidder på deres venstre balde, med højre lår på venstre lår og med begge fødder stikkende ud fra den højre side. Det er sunnah at hænderne placeres på lårene, med fingerspidserne ved begyndelsen af knæene, uden at bøje. Det er anbefalet at holde blikket rettet mod lårene.

15. Udfør sajdah en gang mere (som før). Det er også obligatorisk (farḍ) for hver rak’ah.

16. Rejs dig op i fra sajdah til opretstående stilling (qiyam) til den næste rak’ah. Dette er obligatorisk (farḍ). Det er sunnah at løfte ansigtet først, så hænderne og knæene. Rejs dig på tåspidserne, uden at sidde efter sajdah og uden at støtte med hænderne (med mindre det er fysisk nødvendigt).

17. De efterfølgende rak’āt er de samme som den første, med undtagelse af, at man ikke løfter hænderne, ikke reciterer indlednings-bønnerne og heller ikke søger tilflugt hos Allāh fra Shayṭān.

18. Efter de to sajdah-knælinger i den anden rak’ah, sid så til den første sidning (qa’dah), som beskrevet ovenfor. Dette er nødvendigt (wājib). Det er også nødvendigt (wājib) at recitere trosbevidnelsen (tashahhud):

“At-taḥiyyātu li-Llāhi waṣ-ṣalawātu waṭ-ṭayyibāt,
as-salāmu ‘alayka ayyuha-n-Nabiyyu wa Raḥmatu-Llāhi
wa Barakātuh, as-Salāmu ‘alayna wa ‘ala ‘ibādi-Llāhi-ṣ-ṣāliḥīn,
ash-hadu al-lā ilāha illa-Llāhu wa ash-hadu anna Muḥammadan ‘abduhu wa Rasūluh.”

Det er sunnah at knytte hånden, når man siger “ash-hadu al-lā ilāha”, med tommelfingerens spids mod siden af langfingeren [s: så de danner en cirkel] og at løfte pegefingeren og så at sænke den igen når man siger “illa-Llāhu”.

19. Rejs dig op (som forklaret ovenfor) til tredje og fjerde rak’ah i Dhuhr, ‘Asr og ‘Isha’ bønnerne og kun til den tredje i Maghrib bønnen. Det er nødvendigt (wājib) at rejse sig op, uden unødig forsinkelse, efter at have fuldført trosbevidnelsen (tashahhud).

20. Alle handlingerne i den tredje og fjerde rak’ah er den samme som i de første to rak’āt. Det er sunnah at recitere al-Fātiḥah eller at sige “Subḥān Allāh” tre gange.

21. Efter sajdah-knælingerne i den sidste rak’ah, er det obligatorisk (farḍ) at sidde til den sidste sidning (qa’dah), så lang tid det normalt tager at recitere trosbevidnelsen (tashahhud) Det er nødvendigt (wājib) at recitere trosbevidnelsen fuldstændigt. Det er sunnah at løfte fingeren (som beskrevet ovenfor).

22. Send efter dette velsignelser over Profeten (må Allāh velsigne ham og hans familie og skænke dem fred) ved at recitere as-Salāt al-Ibrāhīmiyyah, som er:

“Allāhumma ṣallī ‘alā Muḥammadin wa ‘alā āli Muḥammadin kamā ṣallayta ‘alā Ibrāhīma wa ‘alā āli Ibrāhīma, wa bārik ‘alā Muḥammadin wa ‘alā āli Muḥammadin kamā bārakta ‘alā Ibrāhīma wa ‘alā āli Ibrāhīma, fi-l-’ālamīna innaka Ḥamīdun Madjīd.”

23. Før de afsluttende salām-hilsener (taslīm), så er det sunnah at bede en kort bøn til Allāh (gøre du’ā’). Enhver kort bøn (du’ā’) opfylder sunnahen, men det er bedst at vælge en du’ā’ fra Koranen eller Sunnahen.[7]

24. Afslut bønnen ved at give salām-hilsen to gange. Dette er nødvendigt (wājib). Sunnahen er at sige:

“As-Salāmu ‘alaykum wa Raḥmatu-Llāh”

to gange, idet man drejer hovedet til højre til den første hilsen og derefter til venstre til den anden hilsen, mens man har hensigten om at hilse på dem, som man beder med (selv hvis man er alene), idet man specificerer imāmen i sin salām-hilsen, i den retning han er i. Det er anbefalet at dreje hovedet, sådan at hver kind peger bagud og sådan at man kigger på skuldrene begge gange.

Fodnoter:

[1] Sådan at fingrene adskilte, eller som det nu er behageligt, på en rimelig samlet måde.

[2] Udtal indlednings-anråbelsen (taḥrīmah) med tungen, sådan at du kan høre dig selv, efter at have gjort intention (niyyah). At sige indlednings-anråbelsen eller den obligatoriske (farḍ) recitation indeni sig selv, uden reelt at fremsige den med sin tunge, er utilstrækkeligt og vil gøre ens bøn ugyldig.

[3] Der må ikke være et unødig hul (pause), tale, spisning eller enhver handling, som gør bønnen ugyldig, mellem intentionen (om at udføre den pågældende bøn) og indlednings-anråbelsen. Alle bønnens handlinger relaterer til udtalelsen med tungen, undtagen intentionen.

[4] Det er forhadt, grænsende til det forbudte (makrūh taḥrīman), for følgeren, at recitere al-Fātiḥah eller andet fra Koranen bag imāmen.

[5] Såsom witr, sunnah og frivillige (nāfilah) bønner .

[6] Nemlig nødvendige (wājib), sunnah og frivillige (nāfilah) bønner.

[7] Når man beder (gør du’ā’) med ens egne ord, så er det nødvendigt (wājib) at ens du’a’ ikke ligner almindelig mennesketale, som er defineret som alt det, der normalt er muligt at spørge mennesker om (så som “O Allāh, gift mig med Zayd / Zubayda”) og det gør bønnen ugyldig. Det er upasseligt (i bønnen), at gøre du’a’ på andet end arabisk.

[Dansk oversættelse © islamidanmark.dk / Said Bak 2006]